17 mar

Bliver i morgen bedre end i går?

Tror du egentlig, at i morgen bliver bedre end i går? Der er meget, som kan få os til at svare nej: Coronavirus, klimaforandringer, kræftsygdomme, depressioner, togulykker, selvmordsangreb, social uretfærdighed – og tidligere generationer kan tilføje: atombomber, verdenskrige, pestepidemier og meget mere.

Spørgsmålet er ikke nyt. Hesiod (ca. 700 f.Kr.) og Ovid (43 f.Kr. – 17 e.Kr.) har lagt grunden til den forestilling, som måske stadig præger vores kultur og i hvert fald vores sprog: Der var engang en guldalder, hvor alt var godt; siden kom en sølvalder, en bronzealder og nu lever vi i en jernalder. Støt og roligt går det altså ned ad bakke. Alt var bedre i gamle dage.

Men har den gamle græker og den lidt yngre romer ret? Skal vi være optimister eller pessimister? Er fremtiden lys eller mørk?

Det bedste svar er nok (som så ofte før) er både-og. Fremtiden er mørk, fordi jeg er realist. Et enkelt blik på dagens nyheder viser tydeligt, at verden er et farligt sted at være – og at den nok ikke ophører med at være farlig lige foreløbig. Tværtimod. Som C.S. Lewis skrev om den atombombe, som mange i 1948 bekymrede sig om: “Du og alle, du har kær, var allerede dødsdømt før atombomben blev opfundet” (; læs for øvrigt et fantastisk relevant uddrag fra dette essay her).

Men samtidig er fremtiden lys, fordi den Gud, jeg tror på, ikke bare “i fuldkommen salighed troner i himlen, mens mennesker lider, dør og forgår på jorden” , men faktisk er en Gud, der kommer sin skabning til undsætning (jf. seneste blogindlæg). Fremtiden er lys på grund af håbet.

Håbet knyttes i Bibelen tæt sammen med troen, fordi det netop er et håb til Gud (Hebr 1,11; 1 Pet 1,21) og med Gud selv som garant (1 Tim 4,10; 1 Pet 1,3). Et håb om, at Gud ikke har forladt verden, men fortsat arbejder for sit riges udbredelse; et håb om, at selvom denne verden måtte gå mod sin undergang (det, som Bibelen kalder dommedag), så ”går kirken mod fuldkommenhedens vår” (Den Danske Salmebog nr. 345,1).

Her vil nogle måske indvende, at læren om dommedag gør mennesker deprimerede og apatiske og fjerner ethvert incitament til at involvere sig i denne verden. Det tror jeg ikke er tilfældet. Hvor paradoksalt, det end måtte lyde, så er forventningen om dommedag ikke umiddelbart en fribillet til apati. Et årti efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland, skriver den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer: “Kan hænde at dommedag begynder i morgen. Da lægger vi gerne arbejdet for en bedre fremtid fra os. Men ikke før” . Ikke før! Dommedag (eller Coronavirus eller atombomben) skal indhente mig, “mens jeg laver fornuftige og menneskelige ting” .

Hvad er det, der gør, at troen på en dommedag ifølge Bonhoeffer (og Lewis) ikke automatisk medfører apati, handlingslammelse eller virkelighedsflugt? Optimisme!

Bonhoeffer igen: “Optimismen er i sit væsen ikke en anskuelse af den nuværende situation, men derimod en livskraft, en håbets kraft, hvor andre resignerer, en styrke til at holde hovedet højt hævet, når alt ser ud til at gå galt, en styrke, hvormed man kan bære slagene, en kraft, som aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men som selv gør krav på den. Der findes ganske vist også en dum og fej optimisme, der burde forbydes. Men optimisme forstået som vilje til fremtid skal ingen foragte, heller ikke, selv om den tager fejl hundrede gange” .

Forpligtigelse, kunne man også sige. Forvalterskab, med et andet ord. Ansvar “for livets fortsættelse, for det nye, som skal bygges, for de kommende slægter” (igen Bonhoeffer). Troen på, at selvom denne verden er underlagt syndefaldets forbandelser og står for sin snarlige dom, så rokker det ikke en tøddel ved Guds oprindelige kald til mennesket: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den (parafraseret: kontroller dens potentiale og brug dens ressourcer)” (1 Mos 1,28). Og igen senere: “Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den” (1 Mos 2,15).

Da Israels folk mange år senere er blevet ført i eksil og græder ved Babylons floder, sender Gud (via profeten Jeremias) et brev til dem for at sætte dem ind i deres nye situation. De havde vel forestillet sig, at de på en elller anden måde skulle gå i dvale for på den bedste måde at være klar til den dag, de kunne vende hjem igen. Ikke desto mindre er det overhovedet ikke, hvad Gud har tænkt sig: “Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt” (Jer 29,5-7).

Eller som der står på forsiden af det seneste nummer af KFS’ blad Til Tro: “There is a planet B! But that’s no excuse for destroying this one!” (nr. 1, 2020). Det sidste her handler ganske vist mest om ansvar for klimaforandringerne – men princippet er det samme.

Kaldet til at arbejde for Guds rige, med alt, hvad det indebærer, lige fra huslige pligter over ansvar for klimaet til forkyndelse af evangeliet, står fast, uagtet at verden har en udløbsdato. I virkeligheden er det ikke så paradoksalt, som vi nogle gange får gjort det til. Parolen er dels: “Arbejd, til natten kommer”, fordi vi skal få mest muligt ud af de lyse timer – og dels (følgende deraf): “Arbejd, thi natten kommer”, fordi vi skal nå det, inden det er for sent (Den Danske Salmebog nr. 360).

Dermed ikke sagt, at denne verden så slet ikke er god. Det er den! Det er for eksempel i denne verden, at der findes solopgange, kærlighed og ræveunger. Verden er god, men den er også gået i stykker. Solopgangene overskygges af regnskyer, kærligheden går i stykker og rævene får rabies.

Men det, at verden er gået i stykker, er hverken begyndelsen eller afslutningen på Bibelens fortælling. Problemerne opstår først i 1 Mos 3, og de afsluttes til gengæld allerede i Åb 20. De to første kapitler i Bibelen beskriver det fuldstændigt gode skaberværk, og de to sidste kapitler beskriver det fuldstændigt gode nyskabte skaberværk. Ødelæggelsen sker inden for rammen af Guds gode skabelse, og er derfor bare en parentes (om end en ret lang én af slagsen).

Denne verden er fantastisk, fordi Gud har velsignet den, og fordi Gud (på trods af syndefaldet) ikke har opgivet sit skaberværk. På den ene side bekræfter kristendommen altså den konklusion, de fleste af os nok på et eller andet tidspunkt kommer frem til: Der er noget grundlæggende galt i verden – og på den anden side fastholdes både læren om Gud som skaber og opretholder, og håbet om en kommende nyskabelse af alt.

Lad os vende tilbage til spørgsmålet, som vi begyndte med: Tror du egentlig, at i morgen bliver bedre end i går? Jeg vil give et dobbelt svar:

  • Nej, for også i morgen vil verden være underlagt syndefaldets forbandelser, også i morgen vil krig og ufred hærge, også i morgen vil depressioner ødelægge folk, også i morgen vil Coronavirus slå folk ihjel.
  • Ja, for vi lever altid i håbet om det, jeg kalder “det eskatologiske i morgen”, hvor alt vil blive godt. (Eskatologi betyder læren om de sidste tider.) Den morgen, hvor vi slår øjnene op til en nyskabt jord, hvor døden og sorgen og lidelsen tilhører “det evige i går”.

Og mens vi nu lever her, hvor “i går”, “i dag” og “i morgen” uafbrudt følger hinanden, så lad os bruge tiden fornuftigt. Lad os kæmpe for det gode, det sande, det skønne. Og lad os bede om, at det snart bliver morgen, ligesom jøderne ved afslutningen af deres påskefejring altid beder: “Næste år i Jerusalem!”.

Litteratur

Lewis, C. S. 2017. Present Concerns: Journalistic Essays. First edition. New York, NY: HarperOne.
Bonhoeffer, Dietrich. 2006. Min tid er i dine hænder. Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44. 1st ed. Frederiksberg: Aros.
Moltmann, Jürgen. 1972. Håbets Kirke. Om Kirkens Funktion i Samfundet. Århus: Aros.
18 jan

Fortæl mig dit navn

“Jeg hedder Andrea, fordi det var et navn, de ku’ li’…” Sådan synger Kaj og Andrea, og sådan er formentlig de fleste danskeres forhold til navne: Vi hedder, som vi hedder, fordi det klinger godt. Nogle er opkaldt efter deres bedstefar, og de fleste kender deres navns betydning, men de færreste lægger noget dybere i det.

I den hebraiske kultur, som Bibelen (især Det gamle Testamente) er skrevet ind i, er maksimen noget anderledes. Den kunne måske udtrykkes: “Fortæl mig dit navn, og jeg skal sige dig, hvem (og hvordan) du er”. Et navn i bibelsk forstand er nemlig ikke bare et identificerende prædikat, men derimod en virkningsfuld beskrivelse af den navngivnes karakter og væsen.

Isak hedder Isak (betyder: han griner), fordi hans mor lo og ikke troede på Guds tilsagn om, at hun skulle føde en søn i sin alderdom (1 Mos 21,1-6); Simon får af Jesus navnet Peter (betyder: klippe), fordi hans bekendelse af Jesus som Guds udvalgte frelser-kriger-konge (Kristus), skal være kirkens bekendelsesklippe (Matt 12,16-18); og Jesus selv hedder Jesus (betyder: Herren frelser), fordi “han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21).

Interessant er det, at også Gud har et egennavn. Et navn, der er lige så kryptisk som Gud er transcendent (og måske netop er kryptisk, fordi Gud er transcendent), men som også rummer dybe bibelske sandheder.

Guds egennavn (2 Mos 3)

Guds åbenbarer sit egennavn første gang, da han møder Moses i den brændende tornebusk (2 Mos 3). Situationen er den, at israelitterne har været slaver i Egypten i en rum tid, og har råbt til deres fædres Gud om hjælp, uden at se hans indgriben. Pludselig taler Gud til Moses og præsenterer sig dels som “Jeg er den, jeg er” og i kortformen “Jeg Er”, dels som “Jahve”.

Mange hebraiskkyndige er enige om, at Jahve er en ældre bøjning af verbet at være, som også genfindes i “Jeg er (den, jeg er)”. Men den hebraiske forståelse af væren adskiller sig markant fra vores græskprægede forståelse af væren som noget absolut/tidløst. Hebraisk væren rummer et stærkt dynamisk aspekt: At være noget betyder at handle i overensstemmelse dermed . Særligt tre aspekter er vigtige:

For det første understreger Guds egennavn hans skabende handlen. Det, at noget sker, beskrives på hebraisk ofte med en form af “at være”. Når Gud beskriver sig selv med en form af “at være”, understreger han dermed, at han er den, der kontinuerligt får ting til at ske; den, der fortsat skaber nyt. Hele Bibelens historie er da også udspændt mellem skabelse (1 Mos 1-2) og (ny)skabelse (Åb 21-22, jf. Es 65,17-66,24) — for det er en del af Guds væsen at være “den skabende”.

For det andet understreger Guds egennavn hans suverænitet. Alene det, at han har et navn, er specielt: “Det er personers forret at have navn. Ting har ikke navne, de betegnes ved begreber, som netop ikke er “egen”-begreber, men almenbegreber” . Fordi Gud ikke er et begreb, som vi skal definere nærmere, men faktisk hedder noget, “så kan han også præsentere sig selv, udsige sig selv. Han kan være sit eget prædikat. Han er ikke “slagsen”, “arten” Gud. Han skal ikke nødvendigvis have andre til at definere sig” .

En nogenlunde dækkende oversættelse af Gudsnavnet er svær at give, og det viser, at han ikke kan gribes af menneskelig fornuft. Han er ikke fremstillet af en håndværker (i modsætning til de tomme afguder, Es 40,18-31; Jer 10,1-5), og han kan aldrig blive et objekt for menneskene. Han er — og det er sådan, det er. Vi kan hverken begrænse eller definere Gud.

Den tyske teolog Jürgen Moltmann skriver, at Moses “spurgte om denne Guds navn og fik et svar, der siden er forblevet en gåde: “Jeg er den, jeg er”. Dvs. at denne Gud ikke ville lade sig holde fast i et navn, ikke tingsliggøre sig og underkaste sig den religiøse magi, som man kunne besværge de andre guder med. Vendingen “jeg er den, jeg er”, betoner på en gang Guds subjektivitet og suverænitet, der aldrig kan blive menneskenes objekt og afgud” .

Guds nærhed

For det tredje understreger Guds egennavn hans nærhed. Den i 2 Mos 3,12-15 hyppige gentagelse af “Jeg er”-formerne slå forfatterens pointe fast med syvtommersøm: Jahve er. Selvom han midt i israelitternes prøvelser virker fjern, så er han stadig — og hans væren betyder, at han er nær og at han handler. I v7-8 understreger Gud, at israelitternes lidelser har berørt ham, og at han derfor er “kommet ned for at redde dem”. Den eftersætning er ret afgørende. Den danske teolog Poul Henning Jørgensen skriver i sin bog om Gudsegennavnet, at hvis man vil oversætte med grundordet “at være”, så må det blive i betydningen: “Jeg er (eller jeg skal nok være) på pletten, nemlig for at udvirke, udrette”, idet Guds væren er “formålsbestemt i retning af at komme til hjælp, frelse” . Guds væren og væsen er rettet imod det ene, at hjælpe, frelse og udfri.

Moltmann igen: “Israel [er] draget op i tiltro til den, “der vil være”, hvor de går. Med denne forventning erfarede de underet ved det Røde hav som bevis på hans troskab overfor sine forjættelser. Han, der lovede, at han “ville være der”, var der. Og de, der senere i Israel skulle fortælle deres børn, hvem fædrenes Gud og Exodus’ Gud er, måtte fortælle historien om forjættelsen, troskaben og opfyldelsen. I Israel var der ingen billeder og ingen abstrakte begreber om Gud. Dér blev Gud forstået gennem erindret historie, og erindret historie førte til håbet om en kommende historie” ().

Ja, faktisk var udfrielsen af Egypten ikke bare erindret historie, men oplevet historie. Hvert år blev israelitterne ved deres sakramentale påskefejring samtidige med den generation, der gik ud af Egypten, jf. 2 Mos 13,8: “På den dag skal du sige til din søn: ‘Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten.’” Den jødiske tradition formulerer sig således: “Enhver, der deltager i påskemåltidet skal betragte sig selv som en af dem, der blev friet ud af Egypten” (mPes 10,5, jf. ). Gud greb altså ikke bare ind “i gamle dage” eller “i vores fædres tid” — nej, han er på pletten i dag. Og derfor vil han også være på pletten i morgen.

Guds væsen beskrives også senere, i 2 Mos 33,18-34,9. Moses beder om at måtte se Gud, men tillader Gud det ikke. I stedet vil han vise sig fra ryggen, og i Moses’ påhør udråber han sit navn, det vil sige sit væsen/sin karakter: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed” (2 Mos 34,6). 

Gud ansigt og Guds herlighed kan et menneske altså ikke få at se, men det åbenbares i stedet i Guds egennavn, i hans væsen, som her beskrives med relationelle ord (du har brug for nogen at være tro mod, hvis du beskriver dig selv som “troskab”). Hvis nogen (fx Moses eller israelitterne) spørger, hvordan Jahve er, eller hvad hans væren og nærvær betyder, så er svaret: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed”. Det er sådan, Gud Herren er på pletten.

Guds egennavn (Åb 1)

I den helt modsatte ende af Bibelen, i Johannes’ Åbenbaring, forsøger Johannes formentlig at gengive Guds egennavn, når han omtaler Gud som “Han som er og som var og som kommer” (Åb 1,4.8; 4,8). Første led (han som er) er en direkte gengivelse af “Jeg er den jeg er”-navnet fra den græske oversættelse af 2 Mos 3. 

Andet led (og som var) indfanger dels Guds beskrivelse af sig selv om “deres/jeres fædres Gud” (2 Mos 3,13.15f), men peger samtidig også helt tilbage til Bibelens første vers, hvor Gud er forud for skabelsen.

Det tredje led (og som kommer) er bemærkelsesværdigt: Vi ville måske forvente, at der stod “vil være”, men i stedet står der “kommer”, og det rummer en dyb sandhed med en markant udfordring til vores teologi, som ifølge Moltmann i alt for høj grad har overtaget en græsk tidløs og ahistorisk forståelse af Gud og Guds guddommelighed: “I stedet for den historiske tale om “en kommende Gud” trådte derfor en abstrakt tale om “en evig Gud”, der i fuldkommen salighed troner i himlen, mens mennesker lider, dør og forgår på jorden” . Og en sådan ahistorisk teologi kan reelt stille noget op over for den lidelse, vi møder her i verden.

Men hvis Gud er den, der kommer, så har vi faktisk et svar på spørgsmålet: Hvorfor gør den gode Gud ikke noget ved ondskaben i verden? Svaret er, at det gør han også. Han kommer! Gud er ikke en fjern Gud, for det inderste i Guds væsen er relation og nærvær (jf. relationstermerne ovenfor). Og fortællingen om Guds nærvær er den måske mest grundlæggende fortælling i Bibelen.

Fortællingen om Guds nærvær

I hovedtræk lyder den nogenlunde sådan her: Gud skaber verden god (1 Mos 1,31) og mennesket til at leve i hans nærvær (1 Mos 3,8a). Men dette umiddelbare nærvær med Gud mistes i Syndefaldet (1 Mos 3,22-24). Mennesket lever derefter som fremmede på jorden, men gennem den pagt, Guds indgår med israelitterne, vil han “vandre midt iblandt jer” (3 Mos 26,11-13), og templet og den tilhørende kult introduceres som midler til kontinuerligt at søge og “komme ind i” Guds nærvær. Men på grund af folkets ulydighed, ender Gud med at forlade templet, det vil sige distancere sig fra sit folk (Ez 9-11), dog med løftet om en dag at vende tilbage til dem (Ez 43).

Johannesevangeliet begynder med “Ordet [der] blev kød og tog bolig iblandt os” (1,14), og et helt afgørende element ved Jesu død er, at vejen ind i Guds nærhed åbnes for alle (Mark 15,38; Hebr 10,20). Som det ypperste klimaks, som målet for hele Guds frelsesplan, står Johannes’ beskrivelse af Gud, der nyskaber verden, så den bliver som på den første morgen: “Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej eller pine skal være mere…” (Åb 21,3f).

For Gud er en Gud, der søger nærvær og fællesskab, og som gør alt, hvad han kan, for at genoprette det brudte. Gud er en personlig Gud, og ikke bare et begreb.

Når Moses spørger Gud, hvad hans navn er, og Gud svarer: “Jeg er den jeg er” — et svar der på ingen måde kvalificerer til at være et rigtigt navn! — så ligger der altså meget mere i det, end at Gud er “den, om hvem intet højere kan tænkes” (Anselm), “den ubevægede bevæger” (Thomas Aquinas), eller hvilke filosofiske gloser, vi ellers kan finde på. “Det drejer sig netop her ikke om den abstrakte metafysiske væren, en filosoferen over den absolutte eksistens som noget hvilende, tidløst og affektløst. Her er tale om den virksomme og historieskabende Gud” .

Guds egennavn lader os forstå, at han handler i overensstemmelse med den, han er. Han er den, der aktivt kaster sig ind i verden og i kampen mod ondskaben, tydeligst eksemplificeret ved Jesu død, opstandelse, himmelfart og herredømme. Han er den, der sejrer over ondskabens ødelæggende magt (også dem, vi ser i verden i dag!) og kommer til sit folk for at være hos dem. Det bliver ikke større!

Litteratur

Holm Mortensen, Jan. 2018. Jesus og de jødiske fester: Israels festkalender som guide til Det Nye Testamente. 1st ed. Fredericia: Lohse.
Jørgensen, Poul Henning. 1991. Gudsegennavnet: eksegetiske og dogmatiske studier i treenighedslæren. 1st ed. Aarhus: Universitetsforlag.
Moltmann, Jürgen. 1972. Håbets Kirke. Om Kirkens Funktion i Samfundet. Århus: Aros.

Hovedparten af denne artikel har tidligere været udgivet på Aarhus KFS’ blog Eftertanke.

16 jul

UngCamp 2019 / Det fuldkomne hjerte

Download dias.

Det er en lidt stor fil, så derfor får du lige nogle stikord til bibeltimen her:
  • Er treenigheden bibelsk? Se fx Matt 28,19; 2 Kor 13,13.
  • Er treenigheden vigtig? Meget, ifølge den athanasianske trosbekendelse (ca år 500, find den på folkekirken.dk). Treenigheden er det, der adskiller den “hellige, almindelige kirke” fra andre kirke-lignende samfund.
  • Åb 4-5: En tekst, der præsenterer treenigheden. Johannes ser Gud som 1) Ham, der troner, 2) Lammet (som tydeligvis er Gud) og 3) Guds syv ånder (som Lammet har, og som er Guds, dvs. Ham, der troner)
  • Hvad er treenighedens funktion?
    • Kærlighed: Gud er frem for alt Far, dvs. en, der elsker sin søn. Joh 14,6-7; 17,24. Gud elsker sin søn (Jesus) ved at sende sin Ånd (Matt 3,16-17; Rom 5,5; 2 Kor 13,13)
    • Fællesskab: Et ubrydeligt fællesskab; de er tre, men alligevel én – uden at sammenblande og uden at adskille. En tilnærmelsesvis holdbar sammenligning er 1 Mos 1,26; 2,21-24, hvor Adam og Eva skabes i Guds billede, og Eva skabes ud af Adams ene side. De er to, men skal binde sig sammen til ét kød.
      • C.S. Lewis: “I kristendommen er Gud ikke en statisk ting (…) men en dynamisk, pulserende aktivitet, et liv, næsten en slags drama. Næsten (…) en form for dans.”
      • Tim Keller: “Ingen person i treenigheden insisterer på, at de andre skal dreje rundt om ham; tværtimod cirkler og kredser hver af dem frivilligt om de andre.”
      • Et græsk ord for dette: Peri-khåræsis (“at gøre plads omkring hinanden”), denne tanke findes bl.a. i Joh 14-17, fx 17,21.
      • Gud skabte, fordi den kærlighed, som han fra evighed af har haft til Sønnen ved Helligånden, boblede over. Han skabte for at invitere dig og mig ind i sit kærlighedsfællesskab. Se fx Joh 14,23; 17,21.
  • Hvordan skal dette præge vores kristne fællesskaber? 1 Kor 8-10: Paulus opfordrer os til at give afkald på vores egne rettigheder og friheder for de andres skyld.
    • Regel 1: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner” (10,23).
    • Regel 2 (trumfer regel 1): “Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre” (10,24).
    • Paulus’ tommelfingerregel: “Selv prøver jeg altid at være alle til behag og søger ikke mit eget bedste, men de andres, for at de kan frelses. Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus!” (10,33-11,1).
To gode bøger om treenigheden:
  • Michael Reeves: Den smukke Gud (Credo 2013)
  • Jørgen Sejergaard: Tempelgud (Credo 1997)
Gud præsenteres bl.a. i Åb 4,8 som “han som var og som er og som kommer”. Hvorfor er det sidste led ikke “vil være”? Blandt andet dét har jeg skrevet lidt om her.