24 dec

Episode 24

Mange år efter at krisen var overstået, sad en gruppe ”danskere” og kiggede tilbage på den tid, som på mange måder endte med at forme resten af deres liv.

Der var ikke nogen af dem, som var i tvivl om, at ”Mette” og ”Søren” og alle de andre, som havde haft et stort ansvar, indimellem havde begået fejl. Nogle af fejlene havde endda været store og omkostningsfulde.

De største fejl havde også haft store konsekvenser for dem, der havde begået dem. Det var alle ”danskere” godt tilfredse med. Ikke fordi de var hævngerrige, men fordi det var helt i overensstemmelse med spillereglerne for et demokrati.

De fleste ”danskere” var også (i hvert fald når de lige tog de fornuftige briller på) klar over, at fejlene ikke nødvendigvis og pr. definition kunne være undgået, hvis det havde været en anden end ”Mette”, der havde været ”Danmarks” leder.

Fejlene skyldtes nemlig ikke først og fremmest, at ”Mette” var ”Mette”, men snarere at ”Mette” var et menneske. Og alt andet lige, så var alle de andre lederkandidater også mennesker (det vælger vi i hvert fald at tro på; som nævnt virker det langt ude, hvis de skulle være krybdyr).

Denne gruppe af ”danskere”, der sad og så tilbage på deres liv, kunne også hurtigt blive enige om, at det var godt, at de havde udvist dette ”samfundssind”, som de indtil den dag, krisen startede, ikke havde vidst, hvad var.

De var glade for, at de havde lyttet til dem, der vidste noget, og ikke opfundet deres egen virkelighed, hvor man bare gjorde, som man selv havde lyst til, og ikke troede på det, som kloge mennesker sagde om for eksempel virus-spredning, selv ikke hvis disse kloge mennesker havde læst ALT, hvad der nogensinde var blevet skrevet om virus-spredning.

Disse ”danskere” var glade, for de havde nemlig set i andre lande, hvor galt det kunne gå.

De havde set, at alternativet til samfundssind, pligt og ansvar var anarki. Og dér, hvor et anarki kommer ind, er der ikke plads til menneskelighed, anstændighed, værdighed og fællesskab. Og det er trods alt fire gode ting, som det ALDRIG kan betale sig at opgive.

Her slutter vores fortælling. Jeg håber, at du når den sene juleaftensgudstjeneste, og hvis ikke, at du så ser den på livestream. Dér kan du i hvert fald også høre om et lys i mørket og et stort håb for mennesker!

23 dec

Episode 23

Og det skete i de dage, at der udgik en invitation til et pressemøde fra ”Magnus” og ”Søren” og nogle andre. Og alle ”danskere” drog hen foran fjernsynet for at se og høre, hvad de to betydningsfulde ”danskere” havde at sige.

”Frygt ikke,” sagde de. ”Se, vi forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Der kommer snart en vaccine!”

Og med ét tændtes et lille lys i det mørke, som havde lagt sig over ”Danmark”. Der var ganske vist tale om et meget lille lys, men trods alt et lys.

Menneskene – ikke bare ”danskerne”, for de havde nemlig, cirka tre år forinden denne krise begyndte, solgt deres vaccinefabrik til en suspekt mand for en slik (men det er en helt anden historie, og det har vi slet ikke tid til nu så tæt på jul), men mange af de andre mennesker, som boede rundt omkring ”Danmark” – havde sammen (og uden nissernes hjælp) arbejdet på at løse krisen, og nu så det sørme ud til, at de løsninger, som man var kommet frem til, også på et tidspunkt ville blive ”danskerne” til gavn.

Krisen var endnu langt fra overstået, og det kunne stadig nå at gå helt galt, hvis ikke man fortsatte med at gøre sin pligt og udvise dette samfundssind (som for øvrigt blev kåret til årets ord – forhåbentlig fordi ”danskerne” syntes, at netop dét var værd at have med sig ind i fremtiden).

Men ikke desto mindre havde man nu et lille håb om, at verden ville blive normal igen. At verden kunne blive et bedre sted. At der er håb selv for mennesker.

Følg med i morgen, hvor vi finder ud af, om vi når den sene juleaftensgudstjeneste (og hvor den eventuelle (!) underliggende politiske agenda i denne julekalender forhåbentlig står tindrende klar).

22 dec

Episode 22

Tilbage i begyndelsen af krisen havde ”Mette” og ”Søren” og deres venner opfordret alle ”danskere” til at tage ansvar – og nu pegede pilen på dem selv.

”Nogen” havde begået en fejl (ja, faktisk handlet ulovligt), og derfor måtte den samme ”nogen” også tage ansvar. Det var stort set alle ”danskere” enige om.

Tidligere på året havde de af ”danskerne” valgte ledere faktisk sat sig for at undersøge en anden magtfuld ”danskers” ulovlige handlinger ved at nedsætte en kommission (det er en voksenudgave af børnehavepædagogen, der spørger, hvem der startede). Måske var tiden nu inde til at nedsætte endnu en kommission. Ja, måske var tiden faktisk inde til en rigsret (og snart også en helt særlig risret) – både for den ene, den anden og ”nogen”.

På et tidspunkt besøgte ”Mette” et par af de ”danskere”, som var blevet meget hårdt ramt af den forkerte beslutning, som ”nogen” havde taget – og hun blev meget berørt af situationen. Hun kunne godt se, at der var noget, som var gået i stykker.

Der var ganske vist nogle ”danskere”, som ikke troede på, at hendes følelser var ægte. Måske skyldtes det, at de aldrig selv havde begået fejl, som de fortrød, eller at de bare ikke havde lyst til at fremstå som sympatiske mennesker med følelser. Det sidste må man jo respektere, selvom det kan virke som et lidt mærkeligt ønske.

Der er nu kun to dage til juleaftensdag, og situationen ser (som altid i disse julekriser) håbløs ud.

Bliver det jul i år? Bliver det hvid jul? Når vi den sene juleaftensgudstjeneste? (Hvis ikke, så bare rolig: den bliver formentlig livestreamet, så du kan se den, når du har lyst.)

21 dec

Episode 21

Måske var det ”Mette”, måske var det ”Mogens”, måske var det en helt tredje, og måske var det dem alle sammen – det var faktisk svært at sige – men nogen tog en forkert beslutning, som viste sig at være katastrofal.

Det skyldtes formentlig hverken, at ”Mette”, ”Mogens” eller den helt tredje var onde mennesker, men nok snarere at de var mennesker (det antager vi i hvert fald, at den helt tredje også er; tanken om, at den helt tredje skulle være et krybdyr i menneskeforklædning, virker ærligt talt lidt langt ude).

Nå, de var altså mennesker, og der, hvor mennesker handler, begås der nogle gange fejl. Desværre bestred ”Mette”, ”Mogens” og den helt tredje nogle positioner, hvor deres forkerte beslutning havde ulykkelige konsekvenser for rigtig, rigtig mange ”danskere”, og det gjorde det næsten kun mere forkert og alvorligt.

Senere kom det frem, at dem, der havde taget beslutningen, slet ikke havde haft lov til at tage den beslutning, som de altså havde taget. Eller opfordret til. Eller bare nævnt. Det var faktisk lidt uklart, om ”Mette” havde givet en ordre, fortalt om en mulighed, eller redegjort for handlingen i en psykologisk thriller.

Der var i det hele taget mange løse ender, og der var et stort ansvar, som skulle placeres. Når de det inden jul?

20 dec

Episode 20

Selvom de fleste ”danskere” generelt stadig syntes, det var en god idé at gøre sin pligt og udvise samfundssind, så bredte der sig alligevel efterhånden en form for mistillid og skepsis i befolkningen.

Mange blev trætte af ”Mette” og hendes venner, som vi kan kalde ”Mogens” og ”Magnus” (så passer det lissom lidt sammen).

Mange troede mindre og mindre på det, som eksperterne sagde – og mange opdagede slet ikke, at det var nøjagtig den samme udvikling, som man med vantro havde betragtet i det land, som man ellers havde set op til i halvfjerds år (dét land med den folkevalgte, ustabile og uhøflige statsleder med adgang til atomvåben).

I begyndelsen drejede det sig bare om et par ”danskere”, men med tiden blev der flere og flere, som opfandt deres egen virkelighed, hvor man ikke behøvede at gøre sin pligt, og hvor eksperter ikke havde noget at skulle have sagt om det emne, de nu engang var eksperter i.

Og situationen blev ikke bedre, da nogen i ”Danmark” tog en katastrofal beslutning.

Kan den stigende spændingskurve mon udjævnes inden jul?

19 dec

Episode 19

I det land, som var ”Danmarks” bedste ven (næsten en slags storebror), havde man i fire år haft en ustabil (og uhøflig) statsleder med adgang til atomvåben.

Også hans land var blevet ramt af krisen. Han havde i begyndelsen ikke villet tage situationen alvorligt, så derfor var situationen nu i mellemtiden blevet rigtig alvorlig.

Den primære grund til, at han ikke tog situationen alvorligt, var nok, at han havde opfundet sin egen virkelighed baseret på alternative fakta (ingen forbindelse til dagligvarebutikken).

I hans virkelighed havde dygtige mennesker, der havde studeret sygdomme hele deres liv, og vidste alt om den måde, en virus spreder sig på, ikke noget at skulle have sagt – heller ikke når det handlede om sygdomme og virus.

Denne ustabile statsleder havde (af svært gennemskuelige grunde) opbakning i halvdelen af befolkningen, og derfor nægtede halvdelen af befolkningen i hans land at lytte til ”såkaldte eksperter” og tage situationen alvorligt.

Men hvilken konsekvens får dette mon for ”Danmark”? Følg med i morgen, hvor den subtile politiske agenda i denne julekalender også bliver mere tydelig.

18 dec

Episode 18

Tiden gik, og efterhånden som sommeren kom, blev flere og flere af ”danskernes” yndlingsting ”åbnet op” (selvom det altså stadigvæk er et forkert udtryk). De overfyldt busser, de åbne kontormiljøer, de lange køer.

Til sidst kunne man faktisk – ligesom før – næsten slippe for at tilbringe tid sammen med dem, man havde fundet ud af, at man delte sit hus med.

Men da sommeren var slut, vendte krisen tilbage, og ”danskerne” skulle igen vænne sig til at holde afstand.

Den eneste forskel til krisens første omgang var, at der nu var flere og flere af ”danskerne”, som syntes, at ”Mette” var irriterende, og at hun bestemte for meget.

Følg med i morgen, hvor konflikten optrappes yderligere, også i verden rundt omkring ”Danmark”.

17 dec

Episode 17

Det er efterhånden et stykke tid siden, vi har hørt noget om de nisser, der også boede i ”Danmark”, og som ”danskerne” nu til en afveksling holdt afstand til, selvom de var midt i en krise.

Det kan der jo være flere forklaringer på, men den simpleste (og den bør man i dette tilfælde foretrække) er, at nisserne faktisk var stort set ligeglade. De fik fred og ro til at lave nisse-ting, det vil sige holde lav profil og passe sig selv.

Og ”danskerne” begyndt at indse, at de måske sagtens kunne løse denne store og alvorlige krise uden nissernes hjælp.

Én ting irriterede dog nisserne, og det var ”danskernes” lemfældige omgang med det ”danske” sprog. Nisserne var dygtige til ”dansk” (som er de uartikulerede lyde, ved hjælp af hvilke ”danskerne” yndede at kommunikere med hinanden), og de vidste udmærket, at det rigtige er at sige ”åbne”, og ikke ”åbne op”.

Men kunne det virkelig passe, at nisserne ikke interesserede sig synderligt for denne store krise? Følg med i morgen!

16 dec

Episode 16

I det land, som vi altså kalder ”Danmark”, og som stadig lå cirka midt i verden, havde det nu ikke for alvor regnet i flere måneder. Det var et tegn på, at det var forår.

Og en aften, hvor ”danskerne” sad med smørkagen på gaflen og kaffen i koppen, måske i færd med at lægge et puslespil eller snakke med en af dem, som man havde fundet ud af, at man af en eller anden grund delte sit hus med, var ”Mette” og ”Søren” i fjernsynet igen sammen med nogle andre i mørkt jakkesæt.

De så mere glade og mere veltilfredse ud nu, end de havde gjort længe.

”Mette” sagde, at hvis såfremt ifald man virkelig, virkelig gjorde sin pligt og tog ansvar i den kommende tid, så kunne det i givet fald være, at man måske snart eventuelt kunne få lov til at vende tilbage til sin overfyldt bus og sit åbne kontormiljø.

”Mette” havde nemlig en plan. En genåbningsplan. Og pludselig begyndte alle ”danskere” at tale om ”at åbne op” – selvom det var en såkaldt sproglig dobbeltkonfekt (man kan jo ikke ”åbne ned”!).

Også ”Mettes” politiske modstandere (dem, der kontinuerligt delte sig i mindre og mindre fraktioner) ville være med i planlægningen, og det fik de lov til.

”Mette” var nemlig klar over, at hvis planen gik galt, var det nødt til at være nogle andres skyld.

Men hvordan forholdt nisserne sig til denne krise? Det finder vi ud af i morgen!

15 dec

Episode 15

Selvom ”danskerne” havde mistet meget af det, som havde udgjort deres hverdag – de overfyldt busser, de lange køer, de åbne kontormiljøer og den sparsomme tid i hjemmet – kunne de fleste ikke lade være med at hygge sig lidt.

Primært fordi de fandt ud af, at de faktisk var ret trætte af overfyldt busser, lange køer, åbne kontormiljøer og sparsom tid i hjemmet.

Og der var faktisk mange ”danskere”, som godt kunne lide at have god tid til sig selv, læse en bog, gå en tur, høre en podcast, sidde på et enkeltmandskontor og undgå brainstorms.

De havde altid følt, at de ikke rigtig passede ind i den verden, som de nu engang levede i. Men nu – midt i krisen og selvom situationen var alvorlig – havde de det faktisk meget godt.

Og de ”danskere”, som godt kunne lide overfyldte busser, lange køer og åbne kontormiljøer – for dem var der (tro det eller ej) også nogen af – kunne trods alt godt se det dejlige i at have mere tid sammen med dem, som man af forskellige årsager delte sit hjem med.

Men snart skulle konflikten optrappes!