Til julebal i kriseland

– en illustreret julefortælling af Kasper Andreas Bergholt

1. december 2020

Der var engang – i en verden, der minder lidt om vores – nogle fredelige og veltilfreds mennesker, som havde helt almindelige ting at gøre.

Jeg har glemt, hvad deres land hed, men det mindede lidt om vores, og det lå lige midt i verden, så lad os for nemhedens skyld kalde det ”Danmark”, men for at undgå sammenblanding med det Danmark, du og jeg kender, konsekvent sætte det i anførselstegn.

Det var i grunden mærkeligt, at ”danskerne” (det har jeg valgt at kalde dem, der boede i ”Danmark”) var fredelige og veltilpasse, for de brugte det meste af deres dag på at køre i busser sammen med mennesker, de ikke kendte, stå i lange køer i dagligvarebutikker med mærkelige navne, såsom Fakta (var alle andre butikker mon ufaktuelle?), og læse ligegyldige artikler på ligegyldige internetsider om, at alle andre mennesker klarede sig bedre, havde det bedre og så bedre ud, end dem selv.

I tiden mellem de overfyldt busser og de lange køer var langt de fleste ”danskere” indlagte til at sidde i åbne kontormiljøer, udfylde bureaukratiske formularer og deltage i ”brainstorms” – en øvelse, hvor man ikke må være forberedt, men alligevel skal lade som om, man er det.

Der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvorfor de var havnet netop dér; de havde bare til deres jobsamtale brugt tilfældige selvopfundne ord: Agil, selvstarter, en dygtig netværker og den slags.

I tiden mellem de lange køer og de overfyldte busser handlede det for de fleste ”danskere” om at nå så meget som muligt, så hurtigt som muligt, for at tilbringe så lidt tid som muligt sammen med dem, man – af en eller anden grund, mere eller mindre frivilligt – delte sit hus sammen med.

Så alt var godt i ”Danmark”, og derfor var de fleste ”danskere” fredelige og veltilfredse. Men historien tager snart en uventet drejning, så følg med i morgen.

2. december 2020

I det land, som vi for nemhedens skyld kalder for ”Danmark”, men for at undgå forveksling med det Danmark, der ligger i vores verden, konsekvent sætter i anførselstegn, var langt de fleste ”danskere” stadig fredelige og veltilfredse, selvom det på det tidspunkt, hvor vores fortælling begynder, havde regnet i et halvt år.

Verden rundt om ”Danmark” gik amok. I det ene hjørne af verden sad en ustabil statsleder med adgang til atomvåben – i det andet hjørne af verden sad en anden ustabil statsleder med adgang til atomvåben, men han var ikke folkevalgt.

Tæt på ”Danmark” havde et generelt velanset og vellidt land valgt kun at ville lege med sig selv, fordi man engang for længe, længe siden havde været det mægtigste land i verden og tvunget mange andre lande til at lege med på deres lege. Faktisk havde dette land engang for mange år siden ødelagt hele ”Danmarks” flåde, fordi ”Danmark” havde valgt at være venner med nogle andre. Men det er en helt anden historie.

Og i et land meget, meget langt væk fra ”Danmark” – faktisk stort set så langt væk, som man kunne komme – var der en sikkert fredelig og veltilfreds mand eller kvinde, som spiste en flagermus. Eller rørte ved den. Eller rørte ved noget, som flagermusen havde rørt ved. Det er faktisk lidt uklart, hvad der skete, men det handlede i hvert fald om en flagermus meget, meget langt væk fra ”Danmark”.

Men hvordan kan det dog få betydning for de fredelige og veltilfredse ”danskerne”? Følg med i morgen!

3. december 2020

I den verden, hvor ”Danmark” lå placeret lige i midten af det hele, boede der ikke kun mennesker, men også nisser.

Nisserne var vise og hjælpsomme, men også af natur sky, og de boede primært i svært fremkommelige egne som Nordjylland, Vestjylland og indre København. De levede i fred og fordragelighed fra slutningen af december til begyndelsen af næste december.

Men ”danskerne” havde tillagt sig en vane med hvert år at udvælge en lille gruppe repræsentanter (oftest børn), som den 1. december skulle rode sig ud i en gigantisk krise, der truede med at udfordre verdensfreden, fjerne julen, hæve skattetrykket til 100 % eller lignende.

Hvert år måtte ”danskerne” og nisserne stå sammen for at løse krisen, som først måtte blive løst i tidsrummet fra den 23. december klokken 23.59 til den 24. december klokken 15.59, således at man kun lige akkurat kunne nå den sene juleaftensgudstjeneste klokken 16.00.

Men det år, hvor vores fortælling udspiller sig, viste krisen sig at være helt anderledes. Mere om det i morgen.

4. december 2020

Den mand eller kvinde, som boede meget, meget langt væk fra ”Danmark”, og som på den ene eller anden måde var kommet for tæt på en flagermus, blev syg. Og så blev hans eller hendes familie og venner syge. Og for at gøre en lang historie kort, så risikerede hele verden pludselig at blive syge, selvom meget få af dem nogensinde havde været i tæt kontakt med en flagermus.

I ”Danmark”, hvor det på tidspunktet for vores fortællings begyndelse som nævnt havde regnet i et halvt år, havde man relativt kort tid forinden valgt en ny leder. Hvad hun hed, er uvigtigt, men for nemhedens skyld kan vi kalde hende ”Mette” (i anførselstegn, naturligvis, fordi der ikke er nogen forbindelse til den verden, du og jeg lever i).

”Mette” var meget begavet og ledte ”Danmark” i fred og ro – mest af alt fordi hendes politiske modstandere havde travlt med at bekrige hinanden og dele sig i mindre og mindre fraktioner. Men det er en helt anden historie.

En dag ringede ”Mettes” telefon. Det var en mand, som kun de færreste ”danskere” på daværende tidspunkt kendte, og som ”Mette” heller aldrig havde hørt om. For nemhedens skyld kan vi allerede nu kalde ham ”Søren”, med fare for at det hele begynder at lyde som en lær-at-læse-bog fra folkeskolen.

Det, som ”Søren” sagde, skulle vise sig at få stor betydning for alle ”danskere”.

Følg med i morgen!

5. december 2020

Denne ”Søren”, som vi kun kender, fordi han blev præsenteret i går, men som ingen ”danskere” på dette tidspunkt i historien kendte, vidste åbenbart meget om den krise, som ingen ”danskere” havde troet ville berøre dem. Derfor ringede han en dag til ”Mette”.

Han fortalte hende, at der var ”nogen” ude i verden, som var kommet ”danskerne” i forkøbet og havde rodet sig ud i en gigantisk krise uden at invitere ”danskerne” med eller i det mindste spørge dem om lov.

”Nogen” havde også været mere opfindsomme end ”danskerne”, for denne krise truede ikke bare med at udfordre verdensfreden, fjerne julen, hæve skattetrykket til 100 % og umuliggøre ”danskernes” og nissernes samarbejde, men også at påvirke ”danskernes” hverdag.

”Åh nej,” tænkte ”Mette”, ”så bliver det måske slet ikke jul i år!”

Følg med i morgen, hvor det stopper med at regne, og ”danskerne” ser fjernsyn.

6. december 2020

Da det havde regnet i et halvt år, og alle ”danskere” havde glemt, hvordan det føltes at have tørre strømper på, stoppede regnen pludselig.

Cirka samtidig tændte alle ”danskere” for fjernsynet for at se ligegyldige udsendelser om, at alle andre mennesker klarede sig bedre, havde det bedre og så bedre ud, end dem selv. (Og – for at opretholde et nogenlunde præsentabelt selvværd – et par enkelte udsendelser om mennesker, der klarede sig dårligere end dem selv.)

Men i stedet for de ligegyldige programmer sendte fjernsynet en direkte udsendelse med ”Mette” og ”Søren” og nogle andre højtstående ”danskere” i mørke jakkesæt, som ikke længere var glade og veltilfredse. Situationen var nemlig alvorlig.

Følg med i morgen, hvor vi finder ud af, hvad de mørke jakkesæt i fjernsynet sagde.

7. december 2020

”Vi skal indstille os på at tænke anderledes,” sagde ”Mette”. ”Nogle ting bliver måske aldrig som før.”

”Danskerne” hjemme i stuerne gik i stå midt i smørkagen, mens de forestillede sig forskellige scenarier:

Mon ”Mette” havde overtalt sine politiske modstandere til at ophøre med deres interne stridigheder og udgøre en samlet opposition?

Eller mon hun havde ombestemt sig og alligevel ville sælge det, man kaldte ”Grønland”, til ham den ustabile (og uhøflige!) statsleder med adgang til atomvåben?

Det finder vi ud af i morgen!

8. december 2020

Det, som ”Mette” og ”Søren” og de andre ikke-længere-glade og ikke-længere-veltilfredse ”danskere” med et stort ansvar og mørke jakkesæt sagde i fjernsynet, handlede hverken om det, man kaldte ”Grønland”, eller om den ikkeeksisterende opposition, men om den gigantiske krise, som nogle andre havde været så frække at starte uden at invitere ”danskerne” med eller i det mindste spørge dem om lov.

Den sygdom, som flagermusen havde overført til den før så glade og veltilfredse mand eller kvinde meget langt væk fra ”Danmark”, var nu kommet meget tæt på.

Det var en rigtig træls krise, for ”danskerne” havde slet ikke have medbestemmelse over, hvad den skulle gå ud på.

Som bekendt brugte ”danskere” det meste af deres tid i overfyldt busser og åbne kontormiljøer, mens de helst undgik at bruge tid sammen med dem, de boede sammen med.

Desuden havde ”danskerne” – ligeledes som bekendt – mest af alt lyst til at løse december-kriserne sammen med nisserne, uden at der for øvrigt er noget, der tyder på, at nisserne delte denne lyst.

Men i år kunne man altså ikke selv vælge, sagde ”Mette”. Og så sagde hun nogle ord, som de fleste ”danskere” havde svært ved helt at forstå, men som lød alvorlige og vigtige: ”Vi skal stå sammen ved at holde afstand.”

Følg med i morgen, hvor vi finder ud af, hvad ”Mette” ellers sagde.

9. december 2020

I det land, som vi for nemhedens skyld kalder ”Danmark”, og som ligger lige midt i verden, var der – hvad vi vist tidligere har nævnt i en bisætning – en lang række dagligvarebutikker med mærkelige navne. Der holdt ”danskerne” af at stå i lange køer hver eftermiddag.

De stod i lange køer, fordi de gerne ville købe varer, som de havde brug for til daglig (deraf betegnelsen ”dagligvarebutikker”). Mælk, sukker, havregryn, gulerødder og plantefars (det er sunde og naturlige planter, som nogen på en unaturlig måde har fået til at ligne naturligt hakket kød, så man kan bilde sig selv ind, at man spiser sundt).

Men den aften, hvor ”Mette” og ”Søren” og flere andre i mørkt jakkesæt stod inde i fjernsynet, blev ”danskerne” bange for, at det aldrig mere skulle blive dagligdag igen. Og da ”Mette” sagde: ”Vi skal handle NU,” troede de fleste ”danskere”, at hun havde sagt: ”Vi skal HANDLE nu”.

Så ”danskerne” lod smørkage være smørkage og løb ud i aftenmørket for at finde den nærmeste dagligvarebutik med et mærkeligt navn. De glemte helt at lægge mærke til, at det slet ikke regnede mere.

Men hvad skulle de dog i deres lokale dagligvarebutik med et mærkeligt navn? Det finder vi ud af i morgen.

10. december 2020

Da ”danskerne” endelig fandt en dagligvarebutik med et mærkeligt navn, fandt de også ud af, at de ikke var de eneste, der havde besluttet sig for at handle nu. Og de var heller ikke de eneste, der troede, at det aldrig ville blive dagligdag igen. Alle ”danskerne” havde besluttet sig for at købe ting, som de slet ikke havde brug for i deres dagligdag.

Flere års forbrug af toiletpapir, støvmasker, assorterede konservesdåser med tvivlsomt indhold og gær. Mange ”danskere” undrede sig over, at de helt automatisk købte gær, og nogle overvejede, om det mon kunne være et bager-urinstinkt fra deres glorværdige fortid som brødbagende verdensherskere.

(Den simpleste forklaring på det med gæren er nok, at man toogtyve år forinden havde oplevet en omfattende strejke, der blandt andet betød, at dagligvarebutikkerne med de mærkelige navne ikke fik leveret varer. Denne krise var senere blevet døbt ”gærkrisen”, så gær og krise var to ord, der ligesom hørte sammen i ”danskernes” bevidsthed. Det er en helt anden historie, men åbenbart en, som de færreste kunne huske.)

Følg med i morgen, hvor “danskerne” kommer hjem fra deres spontane indkøbstur.

11. december 2020

Da ”danskerne” kom hjem med deres indkøb, var ”Mette” ikke færdig med at tale endnu. Nu sagde hun: ”Jeg vil gerne understrege, at vi ikke står midt i en forsyningskrise.” Det undrede mange sig over, for de havde jo netop ved selvsyn konstateret, at der ikke var flere varer i deres lokale dagligvarebutik med det mærkelige navn.

”Mette” og ”Søren” sagde også noget andet vigtigt, og de havde fået en af deres venner til at lave en tegning, som de altid havde med for at forklare, ”hvor vi er”, og ”hvor vi ikke skal være”. Tegningen forestillede en høj, rød bue og en lav, grøn bue.

Som nævnt sagde ”Mette”, at ”danskerne” skulle holde afstand til nisserne, for ellers ville julen være i fare. Det var ikke noget, ”danskerne” var vant til at høre. De plejede jo kun at kunne redde julen ved at stå sammen med nisserne. Men nu var der altså en krise, som var så speciel, at ”danskerne” kun kunne løse den alene.

Mange ”danskere” blev forvirrede – men der var dog noget, som de godt forstod. Hvad dét var, finder vi ud af i morgen.

12. december 2020

Som nævnt sagde ”Mette”, at ”danskerne” skulle holde afstand til nisserne og til alle andre ”danskere”, for ellers ville både julen, verdensfreden, skattetrykket og ”danskernes” fremtidige relation til nisserne være i fare.

Mange blev – som nævnt – lidt forvirrede, og mange havde flere gode spørgsmål. Og så var der ham, som vi kan kalde for ”Rasmus”, som havde nogle mærkelige spørgsmål. Han havde på et tidspunkt forsøgt at få politisk indflydelse, men de fleste ”danskere” kunne godt se, at han var lidt bims.

Nu kaldte han sig selv for journalist, og han havde også planer om at blive ærkebiskop i sin egen kirke. På et tidspunkt fandt han ud af, at han var ”svensker” (Landet ”Sverige” var ”Danmarks” uopdragne lillebror), og mange ”danskere” tænkte, at det jo nok forklarede en del. Men det er en helt anden historie.

Selvom de fleste ”danskere” ikke helt forstod alting, så kunne de dog godt forstå, at situationen var alvorlig. Derfor tog alle som én en fælles beslutning.

Det var en beslutning, som ”danskerne” flere år senere var rigtig glade for, at de tog – men det vender vi tilbage til.

13. december 2020

”Danskerne” kunne godt forstå, at situationen var alvorlig, og den rød-grønne tegning hjalp en del. Derfor besluttede alle ”danskere” sig for at gøre, som man fik besked på.

”Mette” havde opfundet et nyt ord: ”samfundssind”, og selvom der endnu ikke var nogen, der vidste, hvad det betød, så lød det som noget, alle gerne ville have en del af. (Måske man kunne bytte for tyve pakker muggen gær?)

Og det var egentlig lidt uventet, at ”danskerne” tog den beslutning om at gøre, som man fik besked på. For igennem en længere periode havde man primært lyttet til coaches (det er dyrt betalte mennesker, som får deres løn for at sige noget, som enhver sindig jyde kunne have sagt for et mindre beløb) og konsulenter (det er coaches, som har taget en reel uddannelse) – og coaches og konsulenter var enige om, at man kun skulle lytte til sin ”mavefornemmelse”.

Derfor havde langt de fleste ”danskere” helt glemt, at det eneste, man kan mærke i sin mave, er, om man er sulten eller syg eller om man kører hurtigt ned ad bakke i en rutsjebane.

Men nu var der en slags urinstinkt, som livede op, og nogle kom i tanke om, at de vist nok engang for længe siden havde hørt noget om noget, der hed ”pligt” og ”ansvar”.

Men hvad det betød, finder vi ud af i morgen!

14. december 2020

”Danskerne” havde besluttet sig for at gøre deres pligt og tage ansvar, og derfor holdt man afstand (også til nisserne), nøjagtig som ”Mette” og ”Søren” havde sagt.

Naturligvis var der nogle ”danskere”, som var uenige med ”Mette” og ”Søren”, men fordi situationen var alvorlig, kunne man godt se det fornuftige i at gøre, som ”Mette” og ”Søren” sagde.

Og når man kiggede ud i verden, kunne man også godt se, at tingene kunne gå galt på mange forskellige måder. I nogle lande var det statslederen, der (af den ene eller anden grund) ikke tog situationen alvorligt, i andre lande var det befolkningen – og det var svært at vurdere, hvad der var værst.

De fleste ”danskere” var glade for, at man trods alt havde en statsleder og en befolkning, der tog situationen alvorligt.

”Danskerne” indrettede deres dagligdag på en helt anden måde, end de var vant til. Slut med overfyldt busser, åbne kontormiljøer og lange køer i butikker med mærkelige navne. Og pludselig meget mere tid til at være sammen med dem, som man mere eller mindre frivilligt delte sit hus med.

Men kunne de mon holde til det? Følg med i morgen!

15. december 2020

Selvom ”danskerne” havde mistet meget af det, som havde udgjort deres hverdag – de overfyldt busser, de lange køer, de åbne kontormiljøer og den sparsomme tid i hjemmet – kunne de fleste ikke lade være med at hygge sig lidt.

Primært fordi de fandt ud af, at de faktisk var ret trætte af overfyldt busser, lange køer, åbne kontormiljøer og sparsom tid i hjemmet.

Og der var faktisk mange ”danskere”, som godt kunne lide at have god tid til sig selv, læse en bog, gå en tur, høre en podcast, sidde på et enkeltmandskontor og undgå brainstorms.

De havde altid følt, at de ikke rigtig passede ind i den verden, som de nu engang levede i. Men nu – midt i krisen og selvom situationen var alvorlig – havde de det faktisk meget godt.

Og de ”danskere”, som godt kunne lide overfyldte busser, lange køer og åbne kontormiljøer – for dem var der (tro det eller ej) også nogen af – kunne trods alt godt se det dejlige i at have mere tid sammen med dem, som man af forskellige årsager delte sit hjem med.

Men snart skulle konflikten optrappes!

16. december 2020

I det land, som vi altså kalder ”Danmark”, og som stadig lå cirka midt i verden, havde det nu ikke for alvor regnet i flere måneder. Det var et tegn på, at det var forår.

Og en aften, hvor ”danskerne” sad med smørkagen på gaflen og kaffen i koppen, måske i færd med at lægge et puslespil eller snakke med en af dem, som man havde fundet ud af, at man af en eller anden grund delte sit hus med, var ”Mette” og ”Søren” i fjernsynet igen sammen med nogle andre i mørkt jakkesæt.

De så mere glade og mere veltilfredse ud nu, end de havde gjort længe.

”Mette” sagde, at hvis såfremt ifald man virkelig, virkelig gjorde sin pligt og tog ansvar i den kommende tid, så kunne det i givet fald være, at man måske snart eventuelt kunne få lov til at vende tilbage til sin overfyldt bus og sit åbne kontormiljø.

”Mette” havde nemlig en plan. En genåbningsplan. Og pludselig begyndte alle ”danskere” at tale om ”at åbne op” – selvom det var en såkaldt sproglig dobbeltkonfekt (man kan jo ikke ”åbne ned”!).

Også ”Mettes” politiske modstandere (dem, der kontinuerligt delte sig i mindre og mindre fraktioner) ville være med i planlægningen, og det fik de lov til.

”Mette” var nemlig klar over, at hvis planen gik galt, var det nødt til at være nogle andres skyld.

Men hvordan forholdt nisserne sig til denne krise? Det finder vi ud af i morgen!

17. december 2020

Det er efterhånden et stykke tid siden, vi har hørt noget om de nisser, der også boede i ”Danmark”, og som ”danskerne” nu til en afveksling holdt afstand til, selvom de var midt i en krise.

Det kan der jo være flere forklaringer på, men den simpleste (og den bør man i dette tilfælde foretrække) er, at nisserne faktisk var stort set ligeglade. De fik fred og ro til at lave nisse-ting, det vil sige holde lav profil og passe sig selv.

Og ”danskerne” begyndt at indse, at de måske sagtens kunne løse denne store og alvorlige krise uden nissernes hjælp.

Én ting irriterede dog nisserne, og det var ”danskernes” lemfældige omgang med det ”danske” sprog. Nisserne var dygtige til ”dansk” (som er de uartikulerede lyde, ved hjælp af hvilke ”danskerne” yndede at kommunikere med hinanden), og de vidste udmærket, at det rigtige er at sige ”åbne”, og ikke ”åbne op”.

Men kunne det virkelig passe, at nisserne ikke interesserede sig synderligt for denne store krise? Følg med i morgen!

18. december 2020

Tiden gik, og efterhånden som sommeren kom, blev flere og flere af ”danskernes” yndlingsting ”åbnet op” (selvom det altså stadigvæk er et forkert udtryk). De overfyldt busser, de åbne kontormiljøer, de lange køer.

Til sidst kunne man faktisk – ligesom før – næsten slippe for at tilbringe tid sammen med dem, man havde fundet ud af, at man delte sit hus med.

Men da sommeren var slut, vendte krisen tilbage, og ”danskerne” skulle igen vænne sig til at holde afstand.

Den eneste forskel til krisens første omgang var, at der nu var flere og flere af ”danskerne”, som syntes, at ”Mette” var irriterende, og at hun bestemte for meget.

Følg med i morgen, hvor konflikten optrappes yderligere, også i verden rundt omkring ”Danmark”.

19. december 2020

I det land, som var ”Danmarks” bedste ven (næsten en slags storebror), havde man i fire år haft en ustabil (og uhøflig) statsleder med adgang til atomvåben.

Også hans land var blevet ramt af krisen. Han havde i begyndelsen ikke villet tage situationen alvorligt, så derfor var situationen nu i mellemtiden blevet rigtig alvorlig.

Den primære grund til, at han ikke tog situationen alvorligt, var nok, at han havde opfundet sin egen virkelighed baseret på alternative fakta (ingen forbindelse til dagligvarebutikken).

I hans virkelighed havde dygtige mennesker, der havde studeret sygdomme hele deres liv, og vidste alt om den måde, en virus spreder sig på, ikke noget at skulle have sagt – heller ikke når det handlede om sygdomme og virus.

Denne ustabile statsleder havde (af svært gennemskuelige grunde) opbakning i halvdelen af befolkningen, og derfor nægtede halvdelen af befolkningen i hans land at lytte til ”såkaldte eksperter” og tage situationen alvorligt.

Men hvilken konsekvens får dette mon for ”Danmark”? Følg med i morgen, hvor den subtile politiske agenda i denne julekalender også bliver mere tydelig.

20. december 2020

Selvom de fleste ”danskere” generelt stadig syntes, det var en god idé at gøre sin pligt og udvise samfundssind, så bredte der sig alligevel efterhånden en form for mistillid og skepsis i befolkningen.

Mange blev trætte af ”Mette” og hendes venner, som vi kan kalde ”Mogens” og ”Magnus” (så passer det lissom lidt sammen).

Mange troede mindre og mindre på det, som eksperterne sagde – og mange opdagede slet ikke, at det var nøjagtig den samme udvikling, som man med vantro havde betragtet i det land, som man ellers havde set op til i halvfjerds år (dét land med den folkevalgte, ustabile og uhøflige statsleder med adgang til atomvåben).

I begyndelsen drejede det sig bare om et par ”danskere”, men med tiden blev der flere og flere, som opfandt deres egen virkelighed, hvor man ikke behøvede at gøre sin pligt, og hvor eksperter ikke havde noget at skulle have sagt om det emne, de nu engang var eksperter i.

Og situationen blev ikke bedre, da nogen i ”Danmark” tog en katastrofal beslutning.

Kan den stigende spændingskurve mon udjævnes inden jul?

21. december 2020

Måske var det ”Mette”, måske var det ”Mogens”, måske var det en helt tredje, og måske var det dem alle sammen – det var faktisk svært at sige – men nogen tog en forkert beslutning, som viste sig at være katastrofal.

Det skyldtes formentlig hverken, at ”Mette”, ”Mogens” eller den helt tredje var onde mennesker, men nok snarere at de var mennesker (det antager vi i hvert fald, at den helt tredje også er; tanken om, at den helt tredje skulle være et krybdyr i menneskeforklædning, virker ærligt talt lidt langt ude).

Nå, de var altså mennesker, og der, hvor mennesker handler, begås der nogle gange fejl. Desværre bestred ”Mette”, ”Mogens” og den helt tredje nogle positioner, hvor deres forkerte beslutning havde ulykkelige konsekvenser for rigtig, rigtig mange ”danskere”, og det gjorde det næsten kun mere forkert og alvorligt.

Senere kom det frem, at dem, der havde taget beslutningen, slet ikke havde haft lov til at tage den beslutning, som de altså havde taget. Eller opfordret til. Eller bare nævnt. Det var faktisk lidt uklart, om ”Mette” havde givet en ordre, fortalt om en mulighed, eller redegjort for handlingen i en psykologisk thriller.

Der var i det hele taget mange løse ender, og der var et stort ansvar, som skulle placeres. Når de det inden jul?

22. december 2020

Tilbage i begyndelsen af krisen havde ”Mette” og ”Søren” og deres venner opfordret alle ”danskere” til at tage ansvar – og nu pegede pilen på dem selv.

”Nogen” havde begået en fejl (ja, faktisk handlet ulovligt), og derfor måtte den samme ”nogen” også tage ansvar. Det var stort set alle ”danskere” enige om.

Tidligere på året havde de af ”danskerne” valgte ledere faktisk sat sig for at undersøge en anden magtfuld ”danskers” ulovlige handlinger ved at nedsætte en kommission (det er en voksenudgave af børnehavepædagogen, der spørger, hvem der startede). Måske var tiden nu inde til at nedsætte endnu en kommission. Ja, måske var tiden faktisk inde til en rigsret (og snart også en helt særlig risret) – både for den ene, den anden og ”nogen”.

På et tidspunkt besøgte ”Mette” et par af de ”danskere”, som var blevet meget hårdt ramt af den forkerte beslutning, som ”nogen” havde taget – og hun blev meget berørt af situationen. Hun kunne godt se, at der var noget, som var gået i stykker.

Der var ganske vist nogle ”danskere”, som ikke troede på, at hendes følelser var ægte. Måske skyldtes det, at de aldrig selv havde begået fejl, som de fortrød, eller at de bare ikke havde lyst til at fremstå som sympatiske mennesker med følelser. Det sidste må man jo respektere, selvom det kan virke som et lidt mærkeligt ønske.

Der er nu kun to dage til juleaftensdag, og situationen ser (som altid i disse julekriser) håbløs ud.

Bliver det jul i år? Bliver det hvid jul? Når vi den sene juleaftensgudstjeneste? (Hvis ikke, så bare rolig: den bliver formentlig livestreamet, så du kan se den, når du har lyst.)

23. december 2020

Og det skete i de dage, at der udgik en invitation til et pressemøde fra ”Magnus” og ”Søren” og nogle andre. Og alle ”danskere” drog hen foran fjernsynet for at se og høre, hvad de to betydningsfulde ”danskere” havde at sige.

”Frygt ikke,” sagde de. ”Se, vi forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Der kommer snart en vaccine!”

Og med ét tændtes et lille lys i det mørke, som havde lagt sig over ”Danmark”. Der var ganske vist tale om et meget lille lys, men trods alt et lys.

Menneskene – ikke bare ”danskerne”, for de havde nemlig, cirka tre år forinden denne krise begyndte, solgt deres vaccinefabrik til en suspekt mand for en slik (men det er en helt anden historie, og det har vi slet ikke tid til nu så tæt på jul), men mange af de andre mennesker, som boede rundt omkring ”Danmark” – havde sammen (og uden nissernes hjælp) arbejdet på at løse krisen, og nu så det sørme ud til, at de løsninger, som man var kommet frem til, også på et tidspunkt ville blive ”danskerne” til gavn.

Krisen var endnu langt fra overstået, og det kunne stadig nå at gå helt galt, hvis ikke man fortsatte med at gøre sin pligt og udvise dette samfundssind (som for øvrigt blev kåret til årets ord – forhåbentlig fordi ”danskerne” syntes, at netop dét var værd at have med sig ind i fremtiden).

Men ikke desto mindre havde man nu et lille håb om, at verden ville blive normal igen. At verden kunne blive et bedre sted. At der er håb selv for mennesker.

Følg med i morgen, hvor vi finder ud af, om vi når den sene juleaftensgudstjeneste (og hvor den eventuelle (!) underliggende politiske agenda i denne julekalender forhåbentlig står tindrende klar).

24. december 2020

Mange år efter at krisen var overstået, sad en gruppe ”danskere” og kiggede tilbage på den tid, som på mange måder endte med at forme resten af deres liv.

Der var ikke nogen af dem, som var i tvivl om, at ”Mette” og ”Søren” og alle de andre, som havde haft et stort ansvar, indimellem havde begået fejl. Nogle af fejlene havde endda været store og omkostningsfulde.

De største fejl havde også haft store konsekvenser for dem, der havde begået dem. Det var alle ”danskere” godt tilfredse med. Ikke fordi de var hævngerrige, men fordi det var helt i overensstemmelse med spillereglerne for et demokrati.

De fleste ”danskere” var også (i hvert fald når de lige tog de fornuftige briller på) klar over, at fejlene ikke nødvendigvis og pr. definition kunne være undgået, hvis det havde været en anden end ”Mette”, der havde været ”Danmarks” leder.

Fejlene skyldtes nemlig ikke først og fremmest, at ”Mette” var ”Mette”, men snarere at ”Mette” var et menneske. Og alt andet lige, så var alle de andre lederkandidater også mennesker (det vælger vi i hvert fald at tro på; som nævnt virker det langt ude, hvis de skulle være krybdyr).

Denne gruppe af ”danskere”, der sad og så tilbage på deres liv, kunne også hurtigt blive enige om, at det var godt, at de havde udvist dette ”samfundssind”, som de indtil den dag, krisen startede, ikke havde vidst, hvad var.

De var glade for, at de havde lyttet til dem, der vidste noget, og ikke opfundet deres egen virkelighed, hvor man bare gjorde, som man selv havde lyst til, og ikke troede på det, som kloge mennesker sagde om for eksempel virus-spredning, selv ikke hvis disse kloge mennesker havde læst ALT, hvad der nogensinde var blevet skrevet om virus-spredning.

Disse ”danskere” var glade, for de havde nemlig set i andre lande, hvor galt det kunne gå.

De havde set, at alternativet til samfundssind, pligt og ansvar var anarki. Og dér, hvor et anarki kommer ind, er der ikke plads til menneskelighed, anstændighed, værdighed og fællesskab. Og det er trods alt fire gode ting, som det ALDRIG kan betale sig at opgive.

Her slutter vores fortælling. Jeg håber, at du når den sene juleaftensgudstjeneste, og hvis ikke, at du så ser den på livestream. Dér kan du i hvert fald også høre om et lys i mørket og et stort håb for mennesker!