Hvorfor er det vigtigt, at Jesus er Israels Messias?
Tale ved udgivelsen af Den salvede, 2. februar 2022.
Det store spørgsmål både i bogen og i dette oplæg er: Hvorfor er det vigtigt, at Jesus er Israels Messias? I kan glæde jer over, at svaret, jeg vil give i aften, er væsentligt kortere end bogen.
Det er vigtigt, simpelthen fordi det er evangeliet. I ApG 5, hvor apostlene har haft foretræde for den jødiske rådsforsamling og er blevet forbudt offentligt at tale om Jesus og tilmed er blevet pisket, skriver Lukas: ”Både i templet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde [dvs. forkynde de gode nyheder], at Jesus er den Salvede [dvs. Messias]” (ApG 5,42). Det evangelium, apostlene forkyndte, var altså, at Jesus var Israels Messias. Det er jo interessant at reflektere lidt over, hvis man blandt andet har kaldt sin kirke ”evangelisk”.
Det er ikke kun i denne episode, at Messias-spørgsmålet dukker op. Faktisk er NT’s forfattere frem for noget andet optaget af at påvise og bekende Jesus som Israels Messias. Prøv at høre, hvad Johannes skriver om sit eget evangelium: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus” (Joh 20,31). Der er det, sort på hvidt.
Men okay, det er evangelisterne; det giver måske mening – de er optaget af den slags. Men Paulus, han er da optaget af menighedsopbygning og retfærdiggørelse ved tro og den slags virkelig teologi. Ja, det er han, men prøv at høre, hvordan han indleder Romerbrevet: ”Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde” (Rom 1,1-4). Evangeliet om Jesus den Salvede af Davids slægt, kommet som opfyldelsen af Guds løfter, der er bevidnet i GT. Og som det sidste, inden Paulus går over til at bringe hilsner og dele sine rejseplaner, har han placeret en samlæsning af centrale GT-steder som en underbygning af en central pointe gennem hele brevet: Den slags Messias, Jesus er, er en Messias for alle folkeslag (Rom 15,8-13). Der undervises i Romerbrevet på alle bibelskoler i Danmark, og jeg spørger mig selv, om der overhovedet er nogen, der har lagt mærke til denne Messias-ramme? Om der overhovedet er nogen, der har overvejet, at alt, hvad Paulus skriver om retfærdiggørelse af tro osv., det skriver han, fordi Jesus er Israels Messias.
Når jeg kan spørge mig selv om det, skyldes det, at teologien i dag langt på vej er optaget af andre ting. Nogle vil sige ’vigtigere ting’. Spørgsmålet om, hvad det betyder, at Jesus er Israels Messias, bliver måske set som et lidt antikveret emne. ”Ja, ja, det er han da, og romerne sad på magten, og Herodes var konge, og Kvirinius var statholder i Syrien.” For mange er udsagnet ”Jesus er Messias” blevet et historisk udsagn. Det er måske næsten blevet til ”Jesus var Messias”. Men intet kunne være mere forkert! Dét er essensen af bogen, og jeg vil prøve at gøre det helt tydeligt her i aften.
***
Men inden vi kommer så langt, er det måske lige nødvendigt at forklare, hvorfor jeg siger ’Israels Messias’. Det gør jeg, fordi den historie, vi som kirke er sat i verden for at fortælle videre – historien om Jesus – begynder med historien om Israel. Det er det, Paulus mener, når han (som vi så det) skriver, at Jesus er kommet i overensstemmelse med Skrifterne (fx Rom 1,2). Jesus kom ikke ud af det blå, dumpende ned fra himlen. Han kom som opfyldelsen af Guds løfter. Han kom som kulminationen på Israels historie. Fordi Gud havde givet løfter til Israels folk, er det altafgørende, at Jesus kom som Israels Messias; ellers ville Gud jo være utroværdig. Historien om Jesus begynder altså med historien om Israel. Og historien om Israel og historien om Jesus udgør til sammen Guds historie om verden – hele verden. Bibelen fortæller ikke bare en god, opbyggelig fabel. Bibelen fortæller den sande historie om hele verden. Derfor er udsagnet ’Israels Messias’ ikke en afgrænsning, som om Jesus kun er Messias for Israel (selvom han naturligvis også er det); det er en angivelse af hans ophav: Jesus er Messias fra Israel. Jesus er Israels Messias og hele verdens konge.
Og netop det, at han er Messias fra Israel, gør det relevant at dykke ned i, hvilke tanker man i det gamle Israel gjorde sig om messias. Messias – den salvede – var nemlig ikke en titel, Markus eller Paulus fandt på; det var et ord, som allerede var i brug og allerede var fyldt med indhold. Det var frem for alt Israels kongetitel og kunne også bruges i relation til ypperstepræsten. På det andet tempels tid – dvs. perioden efter jødernes hjemkomst fra eksilet og frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. – gjorde man sig mange tanker om messias. Sagen var nemlig den, at selvom Gud påstod, at han havde udvalgt Israels folk og indsat Davids slægt som Israels kongeslægt til evig tid, så var jøderne underlagt skiftende stormagter, som ikke altid var lige venligt stemte over for jøderne. Kun i en kortere periode af det andet tempels tid oplevede jøderne selvstændighed, og selv da gik det hurtigt ned ad bakke. Desuden nedstammede ingen af jøderne konger i denne periode fra David, og embedet som ypperstepræst gik til den, romerne fandt det bedst. Der var altså tilsyneladende en uoverensstemmelse mellem Guds løfter på den ene side og den aktuelle, politiske virkelighed på den anden. Men det kunne løses, hvis Gud ville gøre noget.
Det var mange jøder enige om; Gud måtte gøre noget. Men det var stort set også det eneste, de var enige om i den henseende. Der var mange forskellige holdninger til, hvad det var, Gud skulle gøre, og hvem der helt præcist skulle gøre det. Var det kong Herodes, der på Guds vegne skulle udbygge templet og sørge for fred med romerne og derved vise sig at være Guds salvede konge og leder? Eller var det de oprørske modstandsbevægelser, der snigmyrdede romerne og forsøgte at kuppe sig til magten efter Herodes’ død, der var Guds udvalgte redskaber til at genoprette et romer-frit Israel? Eller måske et sted midt i mellem? Skulle Guds messias være præst eller konge, eller måske begge dele på samme tid? Og hvem sagde, at der kun skulle være én messias – hvorfor ikke to eller tre? Var der egentlig noget til hinder for, at messias kunne være egypter?
Den slags overvejelser var der mange af, og det er meget godt at huske på, når vi går til evangeliernes beskrivelser af disciplene. Vi er måske nogle gange lidt for hårde ved disciplene. ”Hvorfor forstod de ikke, at Jesus skulle lide, dø og opstå? Hvorfor var de så tungnemme? Og hvorfor tog disciplene sværd med til Jerusalem?” Bag ved disse spørgsmål ligger måske et andet spørgsmål: ”Hvorfor forstod disciplene ikke, at Jesus var Messias?” Men hvis vi spørger på den måde, er det os, der har misforstås noget. Eller – i og for sig var det Jesus, der havde misforstået noget. Jesus havde tilsyneladende misforstået, hvad en messias skulle være og kunne tillade sig at gøre. Han rettede sig i hvert fald ikke efter det. Da Jesus begyndte at tale om, at han som Messias skulle lide og dø, var der ingen, som sagde ”ja, det ved vi godt, for det har vi hørt i lørdagsskolen”. Der var ingen, som havde gjort sig de tanker! Tværtimod vidste mange – også blandt Jesu disciple – at messias på den ene eller anden måde skulle smide romerne ud af Jerusalem. Så da disciplene medbragte sværd til Jerusalem, var det faktisk fordi de havde forstået, at Jesus var Israels messias. – De havde bare ikke forstået, hvordan han var Israels Messias.
***
Men det fandt de ud af. Og det revolutionerede deres måde at læse den jødiske bibel (= vores GT) på. Og som nævnt er spørgsmålet ”Er Jesus Israels Messias?” det vigtigste spørgsmål for NT’s forfattere. Det er NT’s eksistensberettigelse. Det er hovedhjørnestenen, som – hvis den manglede – ville få hele det nytestamentlige korthus til at kollapse. Med andre ord: En kristendom, som ikke har sit udgangspunkt i bekendelsen til Jesus som Israels Messias, er ikke kristendom. Det er den trosartikel, hvormed kirken i virkeligheden står og falder. For det er netop en trosartikel. Det var ikke et historisk udsagn for NT’s forfattere (ligesom ’Herodes var konge’); det var en trosbekendelse. Tilmed en ret slagkraftig én af slagsen. Det kan sammenlignes med en sten, der bliver smidt ud i en stille skovsø og laver ringe i vandet. Eller måske mere med en stor hval, der laver et hop op ad vandet og lander på ryggen.
Med andre ord: At Jesus er Israels Messias på den måde, som han er, får konsekvenser for vores måde at forstå Bibelen på, vores måde at forstå os selv på, vores måde at forstå verden på, og vores måde at forstå Gud på. Det har altomfattende konsekvenser. Det er de konsekvenser, jeg forsøger at skitsere i bogen. Lad mig bare trække et par eksempler frem:
Det har konsekvenser for den måde, vi forstår Gud på. Gud er ikke et filosofisk princip eller en selvhjælpsguru, men en Gud, der bliver menneske. Ikke bare af udseende, men af væsen. Gud blev født som et helt rigtigt menneskebarn, der skulle skiftes og ammes og lære at tale aramæisk og lære, at man skal lukke munden, mens man tygger, og lære, at man ikke må slå de andre børn. Han kom ikke og blev som en af os; han kom og blev en af os.
Det har konsekvenser for den måde, vi forstår historien på. Vores tid går ikke i cirkler, sådan som de gamle grækere tænkte. Vores tid bevæger sig én retning, nemlig fra skabelse til nyskabelse; fra Edens have til Det ny Jerusalem. Og ved at sende sin Messias, har Gud én gang for alle markeret, at verdenshistorien er gået ind i en ny epoke. Fra og med Jesu fødsel, liv og tjeneste, død, opstandelse og himmelfart er verdenshistorien gået ind i det, som i NT både kaldes ’de sidste tider’ og ’den nye skabelse’. Det er jo ved nærmere eftertanke to modstridende betegnelser, men det siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at den kristne menighed fra og med Jesu første komme lever i en underlig dobbelthed; vi lever med det ene ben i den sidste del af den gamle tidsalder, og med det andet ben i den nye skabelse. Det er derfor, vi på samme tid kan være retfærdige og syndere; det er derfor, Paulus både kan postulere, at vi har fred med Gud og med hinanden, og samtidig opfordre stridende parter i menigheden til at enes.
Det har – sidst, men absolut ikke mindst – omkalfatrende konsekvenser for den måde, vi forstår evangeliet, frelsen og Guds mission på. Hvis Jesus er den slags Messias, han er, og hvis han derved åbenbarer for os, hvem Gud er, så er vi nødt til at tænke bredere og dybere og højere og større om evangeliet og frelsen og missionen, end vi er vant til i store dele af den vestlige kirke. Vi er vant til at tænke, at evangeliet er, at Jesus er død for mig, så jeg kan blive frelst, når jeg dør. Og i øvrigt betyder frelse at komme i himlen. Men det er et reduceret evangelium og en reduceret forståelse af frelse, som potentielt kan have meget alvorlige konsekvenser, både for vores teologi og for vores praksis. Evangeliet er derimod, som nævnt i indledningen, at Jesus er Messias, dvs. hele verdens konge. Evangeliet er, at Gud har besejret alle ondskabsmagterne og indsat sin konge, og at han allerede nu regerer med al magt i himlen og på jorden. Evangeliet er, at Gud fortæller en ny historie om vores verden – en historie om håb; om indfriede længsler og drømme; en historie om, at mens verdensriger kommer og forsvinder, går denne verden ikke mod sin undergang, men mod fuldkommenhedens vår. Det vil sige, ikke mod en udslettelse og redningsaktion til himlen, men en nyskabelse af denne verden, en ny jord, hvor alt skal være i den skønneste orden. Og frelse, det er ikke noget, jeg sparer op på en himmelsk bankbog, som jeg så kan indløse på min dødsdag. Det er en gave og en opgave, jeg allerede nu får lov til at pakke op og tage del i. Frelse er, at jeg bliver skrevet ind i Guds fornyede historie om verden. Frelse er, at jeg på trods af alle mine gamle dårligdomme – og de er mange – får lov til at leve som et vidnesbyrd om Jesus, Israels Messias, allerede i dag, og derved tage del i Guds store og mangfoldige mission for denne verden.
Derfor er det altafgørende, at Jesus er Israels Messias og hele verdens konge.