18 jan

Fortæl mig dit navn

“Jeg hedder Andrea, fordi det var et navn, de ku’ li’…” Sådan synger Kaj og Andrea, og sådan er formentlig de fleste danskeres forhold til navne: Vi hedder, som vi hedder, fordi det klinger godt. Nogle er opkaldt efter deres bedstefar, og de fleste kender deres navns betydning, men de færreste lægger noget dybere i det.

I den hebraiske kultur, som Bibelen (især Det gamle Testamente) er skrevet ind i, er maksimen noget anderledes. Den kunne måske udtrykkes: “Fortæl mig dit navn, og jeg skal sige dig, hvem (og hvordan) du er”. Et navn i bibelsk forstand er nemlig ikke bare et identificerende prædikat, men derimod en virkningsfuld beskrivelse af den navngivnes karakter og væsen.

Isak hedder Isak (betyder: han griner), fordi hans mor lo og ikke troede på Guds tilsagn om, at hun skulle føde en søn i sin alderdom (1 Mos 21,1-6); Simon får af Jesus navnet Peter (betyder: klippe), fordi hans bekendelse af Jesus som Guds udvalgte frelser-kriger-konge (Kristus), skal være kirkens bekendelsesklippe (Matt 12,16-18); og Jesus selv hedder Jesus (betyder: Herren frelser), fordi “han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21).

Interessant er det, at også Gud har et egennavn. Et navn, der er lige så kryptisk som Gud er transcendent (og måske netop er kryptisk, fordi Gud er transcendent), men som også rummer dybe bibelske sandheder.

Guds egennavn (2 Mos 3)

Guds åbenbarer sit egennavn første gang, da han møder Moses i den brændende tornebusk (2 Mos 3). Situationen er den, at israelitterne har været slaver i Egypten i en rum tid, og har råbt til deres fædres Gud om hjælp, uden at se hans indgriben. Pludselig taler Gud til Moses og præsenterer sig dels som “Jeg er den, jeg er” og i kortformen “Jeg Er”, dels som “Jahve”.

Mange hebraiskkyndige er enige om, at Jahve er en ældre bøjning af verbet at være, som også genfindes i “Jeg er (den, jeg er)”. Men den hebraiske forståelse af væren adskiller sig markant fra vores græskprægede forståelse af væren som noget absolut/tidløst. Hebraisk væren rummer et stærkt dynamisk aspekt: At være noget betyder at handle i overensstemmelse dermed . Særligt tre aspekter er vigtige:

For det første understreger Guds egennavn hans skabende handlen. Det, at noget sker, beskrives på hebraisk ofte med en form af “at være”. Når Gud beskriver sig selv med en form af “at være”, understreger han dermed, at han er den, der kontinuerligt får ting til at ske; den, der fortsat skaber nyt. Hele Bibelens historie er da også udspændt mellem skabelse (1 Mos 1-2) og (ny)skabelse (Åb 21-22, jf. Es 65,17-66,24) — for det er en del af Guds væsen at være “den skabende”.

For det andet understreger Guds egennavn hans suverænitet. Alene det, at han har et navn, er specielt: “Det er personers forret at have navn. Ting har ikke navne, de betegnes ved begreber, som netop ikke er “egen”-begreber, men almenbegreber” . Fordi Gud ikke er et begreb, som vi skal definere nærmere, men faktisk hedder noget, “så kan han også præsentere sig selv, udsige sig selv. Han kan være sit eget prædikat. Han er ikke “slagsen”, “arten” Gud. Han skal ikke nødvendigvis have andre til at definere sig” .

En nogenlunde dækkende oversættelse af Gudsnavnet er svær at give, og det viser, at han ikke kan gribes af menneskelig fornuft. Han er ikke fremstillet af en håndværker (i modsætning til de tomme afguder, Es 40,18-31; Jer 10,1-5), og han kan aldrig blive et objekt for menneskene. Han er — og det er sådan, det er. Vi kan hverken begrænse eller definere Gud.

Den tyske teolog Jürgen Moltmann skriver, at Moses “spurgte om denne Guds navn og fik et svar, der siden er forblevet en gåde: “Jeg er den, jeg er”. Dvs. at denne Gud ikke ville lade sig holde fast i et navn, ikke tingsliggøre sig og underkaste sig den religiøse magi, som man kunne besværge de andre guder med. Vendingen “jeg er den, jeg er”, betoner på en gang Guds subjektivitet og suverænitet, der aldrig kan blive menneskenes objekt og afgud” .

Guds nærhed

For det tredje understreger Guds egennavn hans nærhed. Den i 2 Mos 3,12-15 hyppige gentagelse af “Jeg er”-formerne slå forfatterens pointe fast med syvtommersøm: Jahve er. Selvom han midt i israelitternes prøvelser virker fjern, så er han stadig — og hans væren betyder, at han er nær og at han handler. I v7-8 understreger Gud, at israelitternes lidelser har berørt ham, og at han derfor er “kommet ned for at redde dem”. Den eftersætning er ret afgørende. Den danske teolog Poul Henning Jørgensen skriver i sin bog om Gudsegennavnet, at hvis man vil oversætte med grundordet “at være”, så må det blive i betydningen: “Jeg er (eller jeg skal nok være) på pletten, nemlig for at udvirke, udrette”, idet Guds væren er “formålsbestemt i retning af at komme til hjælp, frelse” . Guds væren og væsen er rettet imod det ene, at hjælpe, frelse og udfri.

Moltmann igen: “Israel [er] draget op i tiltro til den, “der vil være”, hvor de går. Med denne forventning erfarede de underet ved det Røde hav som bevis på hans troskab overfor sine forjættelser. Han, der lovede, at han “ville være der”, var der. Og de, der senere i Israel skulle fortælle deres børn, hvem fædrenes Gud og Exodus’ Gud er, måtte fortælle historien om forjættelsen, troskaben og opfyldelsen. I Israel var der ingen billeder og ingen abstrakte begreber om Gud. Dér blev Gud forstået gennem erindret historie, og erindret historie førte til håbet om en kommende historie” ().

Ja, faktisk var udfrielsen af Egypten ikke bare erindret historie, men oplevet historie. Hvert år blev israelitterne ved deres sakramentale påskefejring samtidige med den generation, der gik ud af Egypten, jf. 2 Mos 13,8: “På den dag skal du sige til din søn: ‘Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten.’” Den jødiske tradition formulerer sig således: “Enhver, der deltager i påskemåltidet skal betragte sig selv som en af dem, der blev friet ud af Egypten” (mPes 10,5, jf. ). Gud greb altså ikke bare ind “i gamle dage” eller “i vores fædres tid” — nej, han er på pletten i dag. Og derfor vil han også være på pletten i morgen.

Guds væsen beskrives også senere, i 2 Mos 33,18-34,9. Moses beder om at måtte se Gud, men tillader Gud det ikke. I stedet vil han vise sig fra ryggen, og i Moses’ påhør udråber han sit navn, det vil sige sit væsen/sin karakter: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed” (2 Mos 34,6). 

Gud ansigt og Guds herlighed kan et menneske altså ikke få at se, men det åbenbares i stedet i Guds egennavn, i hans væsen, som her beskrives med relationelle ord (du har brug for nogen at være tro mod, hvis du beskriver dig selv som “troskab”). Hvis nogen (fx Moses eller israelitterne) spørger, hvordan Jahve er, eller hvad hans væren og nærvær betyder, så er svaret: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed”. Det er sådan, Gud Herren er på pletten.

Guds egennavn (Åb 1)

I den helt modsatte ende af Bibelen, i Johannes’ Åbenbaring, forsøger Johannes formentlig at gengive Guds egennavn, når han omtaler Gud som “Han som er og som var og som kommer” (Åb 1,4.8; 4,8). Første led (han som er) er en direkte gengivelse af “Jeg er den jeg er”-navnet fra den græske oversættelse af 2 Mos 3. 

Andet led (og som var) indfanger dels Guds beskrivelse af sig selv om “deres/jeres fædres Gud” (2 Mos 3,13.15f), men peger samtidig også helt tilbage til Bibelens første vers, hvor Gud er forud for skabelsen.

Det tredje led (og som kommer) er bemærkelsesværdigt: Vi ville måske forvente, at der stod “vil være”, men i stedet står der “kommer”, og det rummer en dyb sandhed med en markant udfordring til vores teologi, som ifølge Moltmann i alt for høj grad har overtaget en græsk tidløs og ahistorisk forståelse af Gud og Guds guddommelighed: “I stedet for den historiske tale om “en kommende Gud” trådte derfor en abstrakt tale om “en evig Gud”, der i fuldkommen salighed troner i himlen, mens mennesker lider, dør og forgår på jorden” . Og en sådan ahistorisk teologi kan reelt stille noget op over for den lidelse, vi møder her i verden.

Men hvis Gud er den, der kommer, så har vi faktisk et svar på spørgsmålet: Hvorfor gør den gode Gud ikke noget ved ondskaben i verden? Svaret er, at det gør han også. Han kommer! Gud er ikke en fjern Gud, for det inderste i Guds væsen er relation og nærvær (jf. relationstermerne ovenfor). Og fortællingen om Guds nærvær er den måske mest grundlæggende fortælling i Bibelen.

Fortællingen om Guds nærvær

I hovedtræk lyder den nogenlunde sådan her: Gud skaber verden god (1 Mos 1,31) og mennesket til at leve i hans nærvær (1 Mos 3,8a). Men dette umiddelbare nærvær med Gud mistes i Syndefaldet (1 Mos 3,22-24). Mennesket lever derefter som fremmede på jorden, men gennem den pagt, Guds indgår med israelitterne, vil han “vandre midt iblandt jer” (3 Mos 26,11-13), og templet og den tilhørende kult introduceres som midler til kontinuerligt at søge og “komme ind i” Guds nærvær. Men på grund af folkets ulydighed, ender Gud med at forlade templet, det vil sige distancere sig fra sit folk (Ez 9-11), dog med løftet om en dag at vende tilbage til dem (Ez 43).

Johannesevangeliet begynder med “Ordet [der] blev kød og tog bolig iblandt os” (1,14), og et helt afgørende element ved Jesu død er, at vejen ind i Guds nærhed åbnes for alle (Mark 15,38; Hebr 10,20). Som det ypperste klimaks, som målet for hele Guds frelsesplan, står Johannes’ beskrivelse af Gud, der nyskaber verden, så den bliver som på den første morgen: “Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej eller pine skal være mere…” (Åb 21,3f).

For Gud er en Gud, der søger nærvær og fællesskab, og som gør alt, hvad han kan, for at genoprette det brudte. Gud er en personlig Gud, og ikke bare et begreb.

Når Moses spørger Gud, hvad hans navn er, og Gud svarer: “Jeg er den jeg er” — et svar der på ingen måde kvalificerer til at være et rigtigt navn! — så ligger der altså meget mere i det, end at Gud er “den, om hvem intet højere kan tænkes” (Anselm), “den ubevægede bevæger” (Thomas Aquinas), eller hvilke filosofiske gloser, vi ellers kan finde på. “Det drejer sig netop her ikke om den abstrakte metafysiske væren, en filosoferen over den absolutte eksistens som noget hvilende, tidløst og affektløst. Her er tale om den virksomme og historieskabende Gud” .

Guds egennavn lader os forstå, at han handler i overensstemmelse med den, han er. Han er den, der aktivt kaster sig ind i verden og i kampen mod ondskaben, tydeligst eksemplificeret ved Jesu død, opstandelse, himmelfart og herredømme. Han er den, der sejrer over ondskabens ødelæggende magt (også dem, vi ser i verden i dag!) og kommer til sit folk for at være hos dem. Det bliver ikke større!

Litteratur

Holm Mortensen, Jan. 2018. Jesus og de jødiske fester: Israels festkalender som guide til Det Nye Testamente. 1st ed. Fredericia: Lohse.
Jørgensen, Poul Henning. 1991. Gudsegennavnet: eksegetiske og dogmatiske studier i treenighedslæren. 1st ed. Aarhus: Universitetsforlag.
Moltmann, Jürgen. 1972. Håbets Kirke. Om Kirkens Funktion i Samfundet. Århus: Aros.

Hovedparten af denne artikel har tidligere været udgivet på Aarhus KFS’ blog Eftertanke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *