17 mar

Bliver i morgen bedre end i går?

Tror du egentlig, at i morgen bliver bedre end i går? Der er meget, som kan få os til at svare nej: Coronavirus, klimaforandringer, kræftsygdomme, depressioner, togulykker, selvmordsangreb, social uretfærdighed – og tidligere generationer kan tilføje: atombomber, verdenskrige, pestepidemier og meget mere.

Spørgsmålet er ikke nyt. Hesiod (ca. 700 f.Kr.) og Ovid (43 f.Kr. – 17 e.Kr.) har lagt grunden til den forestilling, som måske stadig præger vores kultur og i hvert fald vores sprog: Der var engang en guldalder, hvor alt var godt; siden kom en sølvalder, en bronzealder og nu lever vi i en jernalder. Støt og roligt går det altså ned ad bakke. Alt var bedre i gamle dage.

Men har den gamle græker og den lidt yngre romer ret? Skal vi være optimister eller pessimister? Er fremtiden lys eller mørk?

Det bedste svar er nok (som så ofte før) er både-og. Fremtiden er mørk, fordi jeg er realist. Et enkelt blik på dagens nyheder viser tydeligt, at verden er et farligt sted at være – og at den nok ikke ophører med at være farlig lige foreløbig. Tværtimod. Som C.S. Lewis skrev om den atombombe, som mange i 1948 bekymrede sig om: “Du og alle, du har kær, var allerede dødsdømt før atombomben blev opfundet” (; læs for øvrigt et fantastisk relevant uddrag fra dette essay her).

Men samtidig er fremtiden lys, fordi den Gud, jeg tror på, ikke bare “i fuldkommen salighed troner i himlen, mens mennesker lider, dør og forgår på jorden” , men faktisk er en Gud, der kommer sin skabning til undsætning (jf. seneste blogindlæg). Fremtiden er lys på grund af håbet.

Håbet knyttes i Bibelen tæt sammen med troen, fordi det netop er et håb til Gud (Hebr 1,11; 1 Pet 1,21) og med Gud selv som garant (1 Tim 4,10; 1 Pet 1,3). Et håb om, at Gud ikke har forladt verden, men fortsat arbejder for sit riges udbredelse; et håb om, at selvom denne verden måtte gå mod sin undergang (det, som Bibelen kalder dommedag), så ”går kirken mod fuldkommenhedens vår” (Den Danske Salmebog nr. 345,1).

Her vil nogle måske indvende, at læren om dommedag gør mennesker deprimerede og apatiske og fjerner ethvert incitament til at involvere sig i denne verden. Det tror jeg ikke er tilfældet. Hvor paradoksalt, det end måtte lyde, så er forventningen om dommedag ikke umiddelbart en fribillet til apati. Et årti efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland, skriver den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer: “Kan hænde at dommedag begynder i morgen. Da lægger vi gerne arbejdet for en bedre fremtid fra os. Men ikke før” . Ikke før! Dommedag (eller Coronavirus eller atombomben) skal indhente mig, “mens jeg laver fornuftige og menneskelige ting” .

Hvad er det, der gør, at troen på en dommedag ifølge Bonhoeffer (og Lewis) ikke automatisk medfører apati, handlingslammelse eller virkelighedsflugt? Optimisme!

Bonhoeffer igen: “Optimismen er i sit væsen ikke en anskuelse af den nuværende situation, men derimod en livskraft, en håbets kraft, hvor andre resignerer, en styrke til at holde hovedet højt hævet, når alt ser ud til at gå galt, en styrke, hvormed man kan bære slagene, en kraft, som aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men som selv gør krav på den. Der findes ganske vist også en dum og fej optimisme, der burde forbydes. Men optimisme forstået som vilje til fremtid skal ingen foragte, heller ikke, selv om den tager fejl hundrede gange” .

Forpligtigelse, kunne man også sige. Forvalterskab, med et andet ord. Ansvar “for livets fortsættelse, for det nye, som skal bygges, for de kommende slægter” (igen Bonhoeffer). Troen på, at selvom denne verden er underlagt syndefaldets forbandelser og står for sin snarlige dom, så rokker det ikke en tøddel ved Guds oprindelige kald til mennesket: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den (parafraseret: kontroller dens potentiale og brug dens ressourcer)” (1 Mos 1,28). Og igen senere: “Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den” (1 Mos 2,15).

Da Israels folk mange år senere er blevet ført i eksil og græder ved Babylons floder, sender Gud (via profeten Jeremias) et brev til dem for at sætte dem ind i deres nye situation. De havde vel forestillet sig, at de på en elller anden måde skulle gå i dvale for på den bedste måde at være klar til den dag, de kunne vende hjem igen. Ikke desto mindre er det overhovedet ikke, hvad Gud har tænkt sig: “Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt” (Jer 29,5-7).

Eller som der står på forsiden af det seneste nummer af KFS’ blad Til Tro: “There is a planet B! But that’s no excuse for destroying this one!” (nr. 1, 2020). Det sidste her handler ganske vist mest om ansvar for klimaforandringerne – men princippet er det samme.

Kaldet til at arbejde for Guds rige, med alt, hvad det indebærer, lige fra huslige pligter over ansvar for klimaet til forkyndelse af evangeliet, står fast, uagtet at verden har en udløbsdato. I virkeligheden er det ikke så paradoksalt, som vi nogle gange får gjort det til. Parolen er dels: “Arbejd, til natten kommer”, fordi vi skal få mest muligt ud af de lyse timer – og dels (følgende deraf): “Arbejd, thi natten kommer”, fordi vi skal nå det, inden det er for sent (Den Danske Salmebog nr. 360).

Dermed ikke sagt, at denne verden så slet ikke er god. Det er den! Det er for eksempel i denne verden, at der findes solopgange, kærlighed og ræveunger. Verden er god, men den er også gået i stykker. Solopgangene overskygges af regnskyer, kærligheden går i stykker og rævene får rabies.

Men det, at verden er gået i stykker, er hverken begyndelsen eller afslutningen på Bibelens fortælling. Problemerne opstår først i 1 Mos 3, og de afsluttes til gengæld allerede i Åb 20. De to første kapitler i Bibelen beskriver det fuldstændigt gode skaberværk, og de to sidste kapitler beskriver det fuldstændigt gode nyskabte skaberværk. Ødelæggelsen sker inden for rammen af Guds gode skabelse, og er derfor bare en parentes (om end en ret lang én af slagsen).

Denne verden er fantastisk, fordi Gud har velsignet den, og fordi Gud (på trods af syndefaldet) ikke har opgivet sit skaberværk. På den ene side bekræfter kristendommen altså den konklusion, de fleste af os nok på et eller andet tidspunkt kommer frem til: Der er noget grundlæggende galt i verden – og på den anden side fastholdes både læren om Gud som skaber og opretholder, og håbet om en kommende nyskabelse af alt.

Lad os vende tilbage til spørgsmålet, som vi begyndte med: Tror du egentlig, at i morgen bliver bedre end i går? Jeg vil give et dobbelt svar:

  • Nej, for også i morgen vil verden være underlagt syndefaldets forbandelser, også i morgen vil krig og ufred hærge, også i morgen vil depressioner ødelægge folk, også i morgen vil Coronavirus slå folk ihjel.
  • Ja, for vi lever altid i håbet om det, jeg kalder “det eskatologiske i morgen”, hvor alt vil blive godt. (Eskatologi betyder læren om de sidste tider.) Den morgen, hvor vi slår øjnene op til en nyskabt jord, hvor døden og sorgen og lidelsen tilhører “det evige i går”.

Og mens vi nu lever her, hvor “i går”, “i dag” og “i morgen” uafbrudt følger hinanden, så lad os bruge tiden fornuftigt. Lad os kæmpe for det gode, det sande, det skønne. Og lad os bede om, at det snart bliver morgen, ligesom jøderne ved afslutningen af deres påskefejring altid beder: “Næste år i Jerusalem!”.

Litteratur

Moltmann, Jürgen. 1972. Håbets Kirke. Om Kirkens Funktion i Samfundet. Århus: Aros.
Lewis, C. S. 2017. Present Concerns: Journalistic Essays. First edition. New York, NY: HarperOne.
Bonhoeffer, Dietrich. 2006. Min tid er i dine hænder. Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44. 1st ed. Frederiksberg: Aros.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *